Gamle steder

Jeg har været i Aarhus. Tilbage i min gamle by. Jeg boede der til jeg var 29, og jeg elskede min by. Det gør jeg ikke rigtigt længere. Hverken Aarhus eller min nye by, Aalborg. Jeg elsker mit sted verden. De fem hektar jord lidt syd for Aalborg som er helt vores. Selve Aalborg har jeg ikke noget specielt inderligt forhold til. Vi har boet her i 13 år, og i den tid har jeg fundet massevis af gode steder. Steder jeg holder af at komme, men den intense samhørighed med byen har jeg aldrig fundet.

Aarhus var engang min by. Som teenager var jeg cykelbud hos et advokatkontor, så jeg kendte alle smutvejene. Og følte mig hjemme overalt. Nu er der dejligt at være, men det er en følelse fyldt med melankoli, for jeg er ikke længere en del af byen. Jeg er gæst. Det dejlige, som jeg har opdaget, er at jeg ikke længere længes tilbage. Jeg savner de fællesskaber jeg havde, men jeg savner ikke stederne. Jeg observerer bymenneskenes færden og ageren, men jeg har ikke den mindste smule lyst til den slags liv igen. Da jeg boede der længtes jeg meget efter at bo på landet, så det beviser vel bare at jeg havde ret, og nu er mit sted på landet det eneste rigtige.

Der er bare det med fællesskaberne. Det arbejder jeg på. Som studerende og ungt menneske, var det ikke ukompliceret for mig at føle mig som en del af nogle fællesskaber, men det lykkedes. Siden er det kun blevet sværere. På arbejdet, blandt kollegerne har jeg det som en fisk i vandet. Jeg gør nytte og det vi gør giver masser af mening. Privat, som voksen, synes jeg at det er udfordrende. Den tid jeg har mulighed for at investere i venskaber og fritidsinteresser, ved siden af job og livet i en børnefamilie er meget begrænset, men jeg savner noget som bare er mig og mit.

Det er ved at ændre sig, i takt med at børnene bliver større. Der bliver langsomt mere tid og overskud. Kunsten er at lade være med at fylde arbejde i alle frigivne timer. Det er så nemt. Mit job kan fylde lige så meget det skal være. Og det er både meningsfuldt og spændende. Det er bare ikke sådan et slags liv jeg gerne vil have. Jeg vil have et liv med heste, med venskaber, med sjov og med kunst og kultur. Jeg er glad for mit job, men stjernestunderne er der klart flest af i fritiden. Når jeg er alene og i ro med mig selv. Eller sammen med børnene.

Nu er jeg ikke meget for bare at vente på at noget bliver bedre med tiden. Jeg vil leve mest muligt og bedst muligt hver dag, så jeg arbejder hele tiden på at skabe rum til det som gør mig lykkelig. Og føler mig ganske heldig fordi jeg ved hvad det er.

Surt indlæg (så er i advaret)

Livet som læge på coronaafsnittet har indtil videre været roligt. Der kommer patienter igennem, men ikke flere end vi indtil videre har kunnet håndtere i god ro og orden. Det bliver spændende om det fortsætte på samme måde under den gradvise oplukning af samfundet.

Det er en del af min jobbeskrivelse som læge at prøve at rumme de flestes bekymringer og spekulationer. Almindeligvis er jeg ret tålmodig. Mærkeligt nok har jeg virkelig svært ved at rumme den modstand som har rejst sig i visse grupper, mod at starte oplukningen med de mindste børn. Det er ikke fordi jeg tænker det ikke også kunne være gjort på alle mulige andre måder. Det kunne det sikkert, og det havde måske været lige så fint. Det ved vi i bedste fald om nogle måneder, men sikkert aldrig.

Det som fremkalder mine lidet charmerende sider som den fordømmende og den bedrevidende er udtalelser som “mit barn skal ikke stå i front” og “mit barn skal ikke være prøveklud”. Jeg forstår såmænd godt at man som forælder kan have de følelser, men hvis man ikke tror på de myndighedspersoner som har lagt planerne for genåbning, kan man jo tage et lille kig på tallene fra udlandet.

I medierne har det været meget omtalt at et amerikansk spædbarn som var konstateret inficeret med corona er dødt. Det er altid en ufattelig tragedie når børn dør, men det gør de desværre nu og da. I USA fødes mere en 3,5 million børn årligt. Hvis spædbørnsdødeligheden er ca 4 pr 1000 fødsler (og den er faktisk nok lidt højere) dør næsten 15000 børn årlig før de fylder et år. Et af dem havde så coronavirus. Om det var den tilgrundliggende dødsårsag ved vi ikke, men selv hvis det var, er det langt mere bemærkelsesværdigt at så få børn er døde, end at enkelte er.

Dertil kommer at det for mig at se går bedst med at inddæmme corona i totalitære stater. De er lykkedes med det. Måske fordi de ikke holder sig så meget tilbage for at afspærre hele områder uden alt for megen hensynstagen til befolkningens rettigheder. Sådan er det heldigvis ikke her, men hvis vi skal bedst muligt igennem det her er det tid at klappe hælene sammen og gøre hvad der bliver sagt.

Undskyld, undskyld, undskyld til hvem som måtte blive stødt, men der er noget som er større end den enkeltes bekymring og angst. Det er i orden at være uenig, det er i orden at være bange, men det er altså ikke i orden at piske en stemning op og opfordre andre til ikke at følge myndighedernes anbefalinger.

Min datters søde hest har intet med corona at gøre. Hun behøver stadig ikke at være bundet for at blive på gårdspladsen før og efter deres daglige ridetur. De har så dejligt et samarbejde de to.

Coronalæge

Jeg er blevet coronalæge. Eller jeg er udlånt fra min vanlige afdeling til at arbejde på et af pandemiafsnittene. Indtil videre hveranden uge de næste 6 uger. En kollega og jeg skal sammen med 3-4 forvagter passe den afdeling hvor de indlæggelseskrævende patienter som er mistænkt for COVID19 skal opholde sig indtil der er svar på deres podning.

Nærmest alt i vores beredskab bliver opfundet mens det sker. Ingen har kunnet forberede sig på den her situation, så ud over det lægefaglige, bruger vi masser af tid på helt lavpraktiske problemer. Der skal ændres brugerprofiler i journalsystemet, der skal skaffes omklædningsplads til dem som ikke normalt arbejder på vores sygehus, der skal øves på og aftagning af beskyttelsesudstyr og tusind andre småting. Det er nu vi har chancen for at finde ud af det, for vi har endnu et begrænset antal patienter.

Der er stor vilje til at passe på hinanden og få tingene til at fungere, men der er selvfølgelig også gnidninger og frustrationer. Anderledes kan det nok ikke være, når så mange mennesker alle mulige steder fra, skal have et kæmpe og uoverskueligt projekt til at lykkes.

Der har været lidt kritik af Sundhedsstyrelsens håndtering, og der vil sikkert komme en hel masse mere af den slags, samt beretninger fra patienter og pårørende som ikke synes den behandling de har fået er i orden. Sådan er det altid. De utilfredse kommer mere i medierne end det store tilfredse flertal. Det eneste jeg kan sige til al kritikken er, at alle fejler når de prøver noget for første gang, også læger, og hvis ikke vi prøvede ville det helt sikkert gå værre.

Heldigvis er opbakningen fra resten af samfundet også massiv. Jeg smiler når jeg går forbi den her på vej ind på sygehuset.

Jeg ved ikke meget om sport, men folkene fra Vesttribunen ved tydeligvis noget om holdånd, og det betyder faktisk alverden.

Imens vi begge arbejder er de to store børn hjemme og passer deres skole. Det gør de godt. De hjælper hinanden og hygger sig. Og får lavet de opgaver de bliver stillet. Jeg er meget imponeret over hvor godt det går, og jeg har endnu ikke hørt alvorlige klager over tingenes tilstand. De glæder sig til skolen starter igen, men de forstår udmærket hvorfor det må være som det er.

Tænk hvis jeg kun er halvvejs?

Af grunde jeg ikke kender, har jeg aldrig forestillet mig at skulle blive særligt gammel. Måske fordi min mor døde ung. Måske fordi jeg ofte møder den alt for tidlige død på mit arbejde. Måske en lillebitte smule fordi jeg har en indre dramaqueen, som på en eller anden måde nemt kan se det fulde udtræk af sorg og store følelser, som livstruende sygdom også er, for mig. Jeg ved det ikke, men jeg har levet fint med det, og aldrig været bange eller bekymret.

Nu nærmer jeg mig den alder min mor havde da hun døde, og nu, for et par måneder siden slog en tanke ned i mig. Tænk hvis det ikke bliver sådan? Tænk hvis jeg kun er halvvejs og bliver en gammel kone på over firs. Sikke alt det jeg så kunne nå.

Heldigvis ved ingen hvad fremtiden bringer, eller hvor længe vi hver især har igen. Jeg glæder mig til resten af mit liv uanset hvor langt det så bliver. Jeg glæder mig til større børn, mere tid til mig selv og til hest, og mere stabilitet i mit arbejdsliv.

Smukke Ásta er klar til at blive redet til. Det bliver så spændende.

Om få uger er jeg speciallæge i hæmatologi. Det har jeg vist aldrig tvivlet på jeg ville nå, men jeg kan tydeligt huske da det føltes så langt ude i fremtiden at det nærmest var utopisk.

Yngste fyldte fem. Der blev ikke sparet på farverne i de hjemmekomponerede kager.

Familiesøndag

Det er uhyre sjældent for os med en fridag uden planer. Ældste barn er afsted til fødselsdag, og T har vagt, men ellers er der helt ro og afslapning. Det er dejligt, men også uvant for mig. Det er lidt svært for mig at give slip på den altid effektive, evigt planlæggende kvinde som min hverdag normalt kræver.

For et øjeblik siden var jeg i gang med at jage mellemste ud at cykle. Han har tilbragt en stor del af dagen skiftevis i sengen og i sofaen. Jeg kom til at tænke at han måtte trænge til luft og bevægelse. Men så indså jeg at det mindst ligeså meget handlede om min egen rastløshed. M er en aktiv dreng som spiller badminton fire timer om ugen og ofte har legeaftaler med kammerater.

Han har både lov til, og sikkert også godt af, at hænge lidt og komme ned i gear. Jeg stoler faktisk helt på hans evne til selv at mærke hvad han trænger til. Der er tusind mere eller mindre uskrevne regler for hvad man skal og bør. Et moderne liv kan nemt blive en lang og umulig kamp for at leve op til det man forestiller sig andre forventer og man bør.

Børn fødes med mageløse evner til at mærke sig selv og egne behov. Gennem opdragelse og socialisering lærer de at udsætte og undertrykke behovene. Det er helt nødvendigt for at kunne fungere i en familie og i et samfund, men noget meget værdifuldt går tabt, i det øjeblik mennesker først tænker på hvad andre ønsker og forventer, før de mærker sig selv.

Så jeg prøver at huske at min familie ikke skal plages af min manglende ro. At mine børn er sunde og normale, og at det ikke er mit job at dømme over hvad det er meningsfuldt at bruge sin søndag på. Det er sværere end det lyder.

At snitte i en pind er f.eks en vigtig kompetence.

Det er også vigtigt at øve sig i at lave Créme Brûle.

God søndag. Jeg håber I laver noget som er meningsfuldt for jer lige netop i dag.

Hestetransport

I går hentede vi B og Litla hjem fra ridelejr. De har haft en skøn uge. Det er 6. eller 7. gang B er afsted, og ca. 4. gang med egen hest. Hun er meget hjemmevant deroppe, og er ved at være en af de store.

Vi har ingen hestetrailer, og vores bil har lige knapt med motorkraft til at trække en hest. Nogengange har vi lånt os frem, men der er faktisk ikke længere end at hun uden sagtens kan ride hjem. Hun har brug for at have en voksen med, for de skal passere både en jernbane og en motorvejsbro.

Vi har taget turen et par gange med B til hest og mig på cykel. I går havde T beredskabsvagt, så mindstemanden H var også nødt til at være med til at hente storesøster og hest. Altså skyndte jeg mig hjem fra arbejde, parkerede bilen og skiftede til Christianiacykel, hentede H i børnehaven og cyklede videre til rideskolen. B sadlede sin hest, men vi fik kuffert, sovepose og striglekasse proppet i cyklen, og så begav vi os hjemad som en lille karavane.

T passerede os i bilen og tog et billede. Måske ikke det mest flatterende af mig, men det viser situationen. Det var vældigt hyggeligt, og jeg elsker at vælge de simple løsninger og at få ting til at lykkes med de umiddelbart forhåndenværende redskaber. Vi kunne godt have fået hesten transporteret på den ene eller anden måde, men hvorfor skulle vi, når nu vi kunne klare det selv. Det tog et par timer, men jeg kan faktisk ikke komme på noget mere nyttigt at bruge min tid på end at være sammen med to af mine børn, mens vi flyttede vores hest, snakkede og nød den fine natur undervejs.

Sheltertur

Vi har været på sheltertur. Det var vi også sidste år, og som bekendt er to events lige hvad der kræves for at have en tradition. Så det har vi nu. Vi er mine tre børn, deres fætter K og jeg.

Vi besøgte Verdenskortet ved Klejtrup Sø. Det er et rigtigt fint sted. En lille park med hoppepuder, legeplads, verdenskortet og små både. Ingen larmende forlystelser, men lige tilpas med underholdning.

Eftermiddagskaffen blev nydt med kager B havde bagt. K på ti år tænkte lidt over hvem der måtte vælge først. Han endte med at konkludere sådan her: “Der er ingen som må vælge først. Det er vores fælles tradition, så ingen af os er mere gæst end andre”. Det var en fin tanke syntes jeg.

Jeg havde hjemmefra planlagt overnatning i shelters i Klejtrup Bypark, men de faldt ikke i børnenes smag. “Her er jo ikke flot natur” sagde de. Helt rigtigt, men jeg vidste slet ikke at det var en vigtig parameter for de 9-11 årige.

Heldigvis er fætter K god til at sige sin mening på en konstruktiv og ordentlig måde. Det betød at mine børn fik mere mod til også at tilkendegive deres forbehold, og at vi sammen kunne beslutte at lede efter alternativ overnatningsmulighed.

Vores andet forsøg, et shelter bag en spejderhytte tæt på Sdr. Onsild viste sig at være helt perfekt. Der findes et utroligt mange shelters rundt omkring i Danmark. De fleste frit tilgængelige, eller mod symbolsk betaling, og rigtig mange med adgang til både vand og toilet. De er nemme at finde via Naturstyrelsens hjemmeside.

Natten var kold, og mindstemanden på fire måtte ned i min sovepose for at holde varmen ud på morgenen, men det var megadejligt at være på tur og høre børnene udfolde deres fætter-kusine relation.

At jeg så ikke rigtigt kan sove når jeg føles jeg skal vogte over en hel flok i fri natur er et mindre problem som kan indhentes dagen efter.

Planen var besøg på Fyrkat på dag to, men efter den kolde morgen kunne vi hurtigt blive enige om at det ikke var så tiltrækkende. Vi enedes i stedet om morgenmad på Rold Storkro, før vi satte K på toget hjem mod Aarhus og en forhåbentlig varm og blød sofa.

Verdens bedste Litla

Der har været dyrskue på Ferslev skole. I dagene op til dyrskuet arbejdede børnene i grupper på oplæg og plancher om deres yndlingsdyr. Det hele kulminerede med en fremvisning af hunde, katte, kaniner, leguaner, marsvin og en enkelt hest. Verdens bedste Litla Bjørk.

Jeg har kendt mange heste i mit liv, men ingen som Litla. Hun er B’s allerbedste ven. Glad, arbejdsvillig og dygtig, men også den mest pålidelige hest man kan tænke sig. B lærer en masse sammen med hende. Hun bliver en sikker rytter, men hun får først og fremmest bunker af livsglæde og selvtillid.

Jeg er glad og taknemmelig for at de har hinanden. For mig er hest stort set lig med lykke, og jeg har på fornemmelsen at B har arvet den gave.

Der kommer en dygtig ung rytter og underviser dem en gang om ugen. Sidste gang kiggede jeg på, og det hele spillede for dem. Litla forstod B’s signaler, sænkede halsen, løftede ryggen og kunne derved træde bagparten ind under sig og løfte forparten. B kunne pludselig mærke hvad det er vi mener når vi siger løft og samling. Det er den vildeste oplevelse af kraft og kontrol. Hun var fuldstændig høj bagefter.

Det betyder meget for mig at vi kan give hende netop det. Heste og ridning har haft enorm betydning i mit liv, siden jeg var 7 år. Jeg er heldig og priviligeret ikke bare at have mulighed for at dele det med min datter, men også at give hende muligheder som jeg ikke havde som barn.

Vi har rammerne til at kunne have heste hjemme, og økonomi til at vi uden problemer kunne købe en færdiguddannet, velredet hest. Mange ryttere starter med en pony eller hest som af den ene eller anden grund ikke kan hjælpe deres udvikling som rytter. Heste er dyre, og forældre kan ikke vide om interessen vil holde. Litla var bestemt ikke en meget dyr hest. De koster nemt både 2 og 3 gange mere, men hendes niveau er højere end B’s og det er i virkeligheden det det handler om.

EHA i smukke Amsterdam

EHA står for European Hematology Association. I disse dage afholdes den årlige kongres i Amsterdam.

Der er altid lidt rock-koncert over de store internationale kongresser, med lysshow og hype, men her søndag morgen er vi så ikke mange til stede.

Der er masser af spændende faglige nyheder, men ikke noget som har blæst mig bagover. Det hotte disse år er cellulær terapi. Altså behandling hvor man høster patientens egne immunaktive celler, ændrer dem i laboratoriet, så de er programmeret til at angribe den ondartede sygdom, og giver dem tilbage til patienten.

Det er spændende, og overmåde fascinerende, men stadig så meget i sin vorden at det ikke kommer til at ændre vores daglige arbejde de næste mange år. Der er stadig for mange praktiske og økonomiske udfordringer. Og for mig at se alt for tunge bivirkninger, til at det er et realistisk tilbud til virkelige patienter. Kliniske forsøg bliver udført på en meget selekteret patientgruppe, hvor alle med konkurrerende sygdomme er sorteret fra. Derfor er de lovende resultater som bliver præsenteret på de store kongresser sjældent direkte overførbare til den daglige kliniske praksis.

Moderne patienter kan læse om de her resultater på internettet lige så hurtigt som de bliver offentligtgjort. Det fører desværre ind i mellem til kommunikative udfordringer i dagligdagen. Patienterne ved at der findes nye eksperimentelle behandlinger, men ikke nødvendigvis at disse behandlinger ikke er et tilbud til mange af virkelighedens patienter. De er ikke tilgængelige for ældre, for patienter med konkurrerende lidelser eller patienter hvor der findes et etableret behandlingstilbud som har bevist rimelige resultater. Det kan give anledning til mange skuffelser, frustration og konflikter.

Amsterdam er en af de mest charmerende byer jeg kender. Her er en helt særlig stemning. Byen er ikke større end at det er muligt at gå til det meste. Kongresdeltagelse levner ikke meget tid til sightseeing, men på gåturen fra metro til hotellet fører mig langs en af de fine kanaler og over et lille torv med statuer af Rembrandt og motivet fra hans berømte maleri Nattevagten.

Grå hår

Lene skrev om grånende manke og lyse striber. Det gav mig lyst til at tage et billede af min grånende tinding.

Jeg er nemlig helt glad for den, og det er nærmest lidt sært. Da min mor fik de første grå hår blev hun trist, men sådan har jeg det ikke. Jeg synes det ser godt ud, og passer til mig og mit liv.

De altid rodede øjenbryn er værre, men jeg er endnu ikke blevet så voksen at jeg helt gider at passe dem. Måske en dag når jeg ikke har småbørn mere.

Jeg har det virkelig godt med der hvor jeg er i mit liv. Det er skønt at være ude over etableringsfasen. Jeg har den helt rigtige mand, de børn jeg skal have, det hus jeg forhåbentlig skal bo i i mange år og virkeligt mange af de elementer i mit liv som jeg gerne vil have. Ikke alt er perfekt selvfølgelig, men der er alligevel kæmpe forskel på at skulle optimere og finpudse, frem for at skulle starte det hele. Studietiden og ungdommen var også aldeles skøn, men jeg nyder virkelig at være landet i lige præcis det her liv som T og jeg har skabt for os selv.

Derfor synes jeg også at grå stænk passer så fint. Jeg har tjent mine striber og de vidner om voksenliv, og måske endda en smule visdom.