Andalusien

Andalusien har været en drøm for mig længe. Bjergene, hestene og de hvide landsbyer. Nu har vi været der. Vi nåede ikke så meget hest, men boede smukt midt i bjergene og besøgte de fineste, stemningsfulde bjergbyer.  

Vi har fundet ud af hvor vi skal bo næste gang, for vi er bestemt ikke færdige med Andalusien. Vores ferie var ikke perfekt, men vi har fået researchet og er enige om hvilke ændringer der skal til for at næste gang bliver endnu bedre. Vi skal bo i en by, så vi kan gå til indkøb, spisesteder og is. Selv om vi voksne nød at bo landligt, kom vi til at bruge for meget tid på at køre i bil.

Malaga-regionen, Solkysten i folkemunde, er et modsætningsfuldt område. Bjergene og det blå Middelhav tiltrækker tusindvis af nordeuropæere. Sine steder er det tæt bebygget med dyrt udseende fincaer, omgivet af hegn. Det er heldigvis let at slippe væk og finde mere uspolerede områder.

Solkysten er ikke eksklusivt. De mange udlændinge, turister som fastboende, kommer nok mere for varmen og de billige boliger, end for kultur, god mad og ro. Området producerer frugt og grønt til hele Europa. Også ganske meget økologisk kunne vi læse os til. Alligevel tog det os tid at finde indkøbsmuligheder, hvor vi syntes vi kunne få hvad vi havde brug for. Man kunne få fornemmelsen af at alle de lækre ting bliver sendt ud af regionen og solgt andre steder.

“Vi fik meget hvidt brød og pomfritter” fortalte M som det første da han kom i børnehave igen. Det passede ham fortrinligt. Vi andre savnede nok lidt groft brød og friske grønsager.

Udsigten fra terrassen kunne vi derimod ikke klage over.

 

Reklamer

Hjælp i huset

  
Det er slet ikke usædvanligt at mit køkken ser sådan her ud, når morgenens kaos er passeret og de store børn er sendt i skole og børnehave. Lige nu hvor jeg har barsel bruger jeg noget af formiddagen på at rydde væk, fylde opvaskemaskine osv. Når jeg om alt for kort tid starter på arbejde igen, vil det mange dage stadig se sådan ud når vi kommer trætte hjem om eftermiddagen. Det frygter jeg bliver for belastende, og derfor har vi besluttet at vi skal have noget hjælp herhjemme.

Det ender sikkert med en au-pair. Vi har nogle forbehold. Først og fremmest skal vi lige vænne os til tanken om en som er her hele tiden. Vores voksentid er i forvejen sparsom, og jeg kan godt have svært ved at forestille mig overskud til også at rumme et ungt menneske, som er alene langt hjemmefra og derfor selvfølgelig også har brug for noget omsorg og opmærksomhed. Derudover er der alle de her historier om familier som udnytter deres au-pairs som billig arbejdskraft langt ud over det rimelige. Dem har jeg ikke lyst til at komme i bås med. Jeg prøver selvfølgelig at sige til mig selv at bare fordi andre gør det behøver jeg jo ikke, men selve begrebet au-pair giver mig altså en lidt forkert følelse.

I øjeblikket er der et stort pres af flygtninge og immigranter som søger tryghed og frihed i Europa og Danmark. Medierne flyder over med historier om de udfordringer det skaber at håndtere de mange ulykkelige mennesker. Nogle får asyl, andre skal sikkert sendes tilbage hvor de kom fra. Alle virker de til at skulle tilbringe ulideligt lang tid i venten og uvished.

Samtidig overvejer vi at hente et ungt menneske til Danmark for at hjælpe os med vores, i sammenhængen små, udfordringer. Jeg ved det er naivt, men jeg kan ikke lade være med at ønske at vi kunne hjælpe hinanden. Jeg tror såmænd der kunne være rigtig god integration i at være en del af min familie, og om jeg skal lære en fillipiner, en syrer eller en franskmand at kende er ikke så vigtigt.

Desværre er det ikke så simpelt. Der er givetvis massevis af regler, som gør det her til en umulig drøm. Det kunne bare være så fint, hvis vores behov for hjælp, kunne blive et andet menneskes mulighed for at tjene lidt penge, lære lidt dansk og tage et første skridt mod en værdig tilværelse i Danmark.

Ferieplanen

Det er blevet en tradition at vi begynder ferien med at snakke om hvad vi gerne vil bruge dagene til.

I år ser planen sådan her ud:

  
Det er dejligt at gå og kigge på og blive inspireret af. Nogle ting er nemme, som spille spil eller lege i havevander. Fange torsk, som M har et stort ønske om kræver lidt mere planlægning.

Sommerferie og børn

Det kan ske at jeg glemmer et par principper. Kommer væk fra hvad det er jeg synes er vigtigt. I starten af denne ferie skete det lidt igen.

Jeg synes lange sommerferier er af stor værdi. Det skal være så det føles uendeligt for et barn. Alle børn fortjener at den ene fridag følger den anden i en lang, lang række. Man må gerne nå at kede sig lidt, og det skal i hvert fald være så det føles markant anderledes end hverdage afbrudt af korte weekends.

De syv uger som var standard da jeg var barn er svære at opnå når begge forældre maksimalt kan få tre uger i hovedferien, og når vi også synes det er vigtigt at have noget tid hvor hele familien holder fri. Så må vi glæde os over at sommerferie DUS og børnehave også har kvaliteter som adskiller sig fra hverdagen. Man kan f.eks bliver tvunget til at finde nye legekammerater, hvis de sædvanlige er taget på ferie. Det er faktisk ikke så skidt.

Alligevel synes jeg at vi kom til at give de store børn for kort ferie. Jeg var bekymret for om jeg ville blive for træt, hvis jeg skulle gøre det ordentligt for dem, samtidig med at jeg passede baby.

Bekymringen viste sig helt ubegrundet, for de 10 dage vi holdt før faren også fik ferie var så fine og nemme. De store vokser selvfølgelig med opgaven og er sagtens i stand til hjælpe sig selv, når jeg har hænderne fulde med lille H. De er tilmed glade og stolte over at kunne hjælpe til.

Rosen er klatret op i birketræet. Man burde nok beskære, men det ser så fint ud med de store lyserøde blomster mellem birkens sarte løv.

Rosen er klatret op i birketræet. Man burde nok beskære, men det ser så fint ud med de store lyserøde blomster mellem birkens sarte løv.

Næste år vil jeg prøve at huske det. Se om ikke bedsteforældre, faster, mostre og afspadseringskontoen sammen kan hjælpe til med at give mine børn en dejlig lang sommerferie.

 

Slow food

Vi har købt ind til julemiddagen. Mens vi venter på kulde og nissemænd morer vi os over de pudsige fugle. Gæs har ry for at være bidske og aggressive. Det har vi ikke set noget til endnu. De er ikke ligefrem håndtamme, men vi kan sagtens tage dem op. Til næste år ønsker jeg mig en varmelampe, så jeg kan købe dem daggamle. På den måde burde det være muligt at gøre dem mere tamme. 

 Gåseburet har jeg fået af de to store børn. Deres far har hjulpet med byggeriet. Det er godt og solidt, og jeg er glad for at kunne lukke dem inde om natten. Vi har nemlig nærgående ræve i nabolaget.

Et figenblad

image

 

Lillebror M lærte at cykle før sin storesøster. Hun prøvede at fortælle mig at hun faktisk ikke interesserede sig så meget for det der cykling, men jeg tror nu alligevel at det gik hende lidt på. Cykling har været en udfordring for hende, for balance er ikke hendes stærkeste felt, og hun er også lidt bange for at slå sig.

Børn finder på forunderlig vis løsninger på det meste. Hendes blev at klæde sig ud som sin lillebror og låne hans alt for lille cykel. Måske hans tøj, og den sorte elefanthue (jeg ved ikke lige hvor den kom ind i billedet) gav hende en smule af hans gå-på-mod. Pludselig kunne hun, og nu cykler hun også friskt afsted på sin egen cykel. som passer noget bedre i størrelsen.

En klog fætter

Vi har været til familiefest. Et træf i Vestjylland for Anna og Krestens efterfølgere. Anna og Kresten var min farmor og farfar, så det var faster og farbrødre, fætre og kusiner plus en hel masse børn.

Festen var lige som familiefester skal være. Uformel og afslappet. Voksne sad og stod rundt omkring. Snakkede og opdaterede hinanden. For manges vedkommende var der gået rigtigt længe siden sidst. Børnene legede. Inde og ude og på kryds og tværs. Der blev både spillet bold og snittet i træ.

En af mine fætre var der med sine fire store, smukke børn. Dem har jeg aldrig før mødt, og han har aldrig mødt mine, så det må nok være mindst femten år siden vi sidst har set hinanden.

Han gjorde stort indtryk på mig, med sin måde at møde mit barn. Han satte sig ved siden af hende, gav hende hånden, præsenterede sig og spurgte om de mon havde mødt hinanden før. Derefter fortalte han om hvem han var og spurgte til hende.

Han mødte hende med andre ord som et ligeværdigt menneske. Det overraskede mig hvor bemærkelsesværdigt det var. Hvor anderledes end normen det forekom. Lige der blev jeg bevidst om hvor tit voksne ikke møder børn på den måde. Hvor tit vi enten kommer til at udspørge eller docere, istedet for bare at samtale åbent og interesseret. Lytte og spørge, men også give noget af os selv. Det var dejligt at se og min lille pige reagerede ved at glemme al generthed og slappe af i situationen.

Sommerbarselslykke

Ren idyl

Ren idyl

Livet er smukt. Det er en gave at leve tæt sammen med ham her. Han er 8 kg ren kærlighed. Han vil elskes og passes på, og intet andet. Han har ingen bagtanker og ingen skjulte hensigter.

Dagene går med alle mulige praktiske gøremål. Drift af familie og ejendom, men stunder hvor vi bare ser på hinanden, eller som i går hvor han pludrede med kirsebærtræets blade til han faldt i søvn der på solsengen, giver det hele den dybeste mening.

Transport

Nogengange er patienter bedst hjulpet på et andet sygehus end der hvor de først er blevet indlagt. Det er når den sygdom de lider af er så sjælden at behandlingen er centraliseret og kun foregår et eller få steder i landet, eller når der er behov for genoptræning og rehabilitering som med fordel kan udføres på et lokalsygehus tæt på patientens hjem og pårørende.

I de situationer kan det ske at indlagte patienter skal på landevejen. I de allerfleste tilfælde sender vi bare pænt afsted i fuld tillid til at redderne i ambulancen klarer transporten og får afleveret patienten godt og sikkert på modtagende afdeling.

I enkelte tilfælde er der dog behov for lægeledsaget kørsel. Når patientens tilstand vurderes så ustabil at der kan være behov for behandling undervejs. I sådanne tilfælde tager anæstesiologerne gerne afsted, for de er eksperter i at stabilisere og sikre de vitale funktioner. Sjældent er det en medicinsk læge der er behov for, men det sker nu og da, og så kan en som jeg komme på landevejen.

Sådan en situation var jeg i for ikke så længe siden. Vi havde en patient som skulle akut til Skejby Sygehus hvor de har eksperter i lige netop denne patients sygdom. Patienten var dårlig, så vi kørte kørsel 1. Det betyder fuld fart med blå blink og sirene. På den måde kan man køre fra Aalborg til Skejby på ca. 45 min.

Det gik godt. Patienten kom frem uden de store problemer undervejs. I ambulancen var patienten, en narkosesygeplejerske, to reddere og jeg. Det er tæt bag i en ambulance. Pladsen er udnyttet ud i alle hjørner, og man sidder tæt, så alle bevægelser skal være koordineret med de andre. Stemningen er koncentreret og afdæmpet, men god, fordi alle fokuserer på samme sag. Det er en enorm tilfredsstillelse sammen at lykkes med at hjælpe et svært sygt menneske frem til den bedste behandling. Og i virkeligheden sjældent at kunne arbejde så fokuseret på en eneste opgave.

En almindelig arbejdsdag består af mange forskelligartede opgaver, og ofte mere eller mindre oven i hinanden. Det er mange kontakter, idelige forstyrrelser, diagnostik, møder, behandling og administration i en pærevælling. Det er oftest sjovt og givende, men kan også være stressende da der er evig fare for at miste fokus, og glemme hvad man lige var i gang med.

På en transport er der kun et mål og en opgave, og det er en spændende afveksling. Især når det går godt, som det gjorde i dette tilfælde.

ambulance4

Nyt liv

Her er kommet nyt liv i huset. Og med lidt held kan der også komme liv i bloggen igen.

Det er over et år siden sidste post. I den tid har jeg bygget på ham her, og i slutningen af januar var han klar til at komme ud til os.

DSC_0403

 

Han er selvfølgelig allerede meget større og meget mere vågen. Han er en solid dreng som vejede 4500 g ved fødslen og nu allerede er stærkt på vej mod de 8 kg.

Hvis jeg kunne bremse tiden bare en lille smule ville jeg ikke tøve et øjeblik, for det går så stærkt og dagene med en ganske lille baby er så fine.