Jeg har været i Aarhus. Tilbage i min gamle by. Jeg boede der til jeg var 29, og jeg elskede min by. Det gør jeg ikke rigtigt længere. Hverken Aarhus eller min nye by, Aalborg. Jeg elsker mit sted verden. De fem hektar jord lidt syd for Aalborg som er helt vores. Selve Aalborg har jeg ikke noget specielt inderligt forhold til. Vi har boet her i 13 år, og i den tid har jeg fundet massevis af gode steder. Steder jeg holder af at komme, men den intense samhørighed med byen har jeg aldrig fundet.
Aarhus var engang min by. Som teenager var jeg cykelbud hos et advokatkontor, så jeg kendte alle smutvejene. Og følte mig hjemme overalt. Nu er der dejligt at være, men det er en følelse fyldt med melankoli, for jeg er ikke længere en del af byen. Jeg er gæst. Det dejlige, som jeg har opdaget, er at jeg ikke længere længes tilbage. Jeg savner de fællesskaber jeg havde, men jeg savner ikke stederne. Jeg observerer bymenneskenes færden og ageren, men jeg har ikke den mindste smule lyst til den slags liv igen. Da jeg boede der længtes jeg meget efter at bo på landet, så det beviser vel bare at jeg havde ret, og nu er mit sted på landet det eneste rigtige.
Der er bare det med fællesskaberne. Det arbejder jeg på. Som studerende og ungt menneske, var det ikke ukompliceret for mig at føle mig som en del af nogle fællesskaber, men det lykkedes. Siden er det kun blevet sværere. På arbejdet, blandt kollegerne har jeg det som en fisk i vandet. Jeg gør nytte og det vi gør giver masser af mening. Privat, som voksen, synes jeg at det er udfordrende. Den tid jeg har mulighed for at investere i venskaber og fritidsinteresser, ved siden af job og livet i en børnefamilie er meget begrænset, men jeg savner noget som bare er mig og mit.
Det er ved at ændre sig, i takt med at børnene bliver større. Der bliver langsomt mere tid og overskud. Kunsten er at lade være med at fylde arbejde i alle frigivne timer. Det er så nemt. Mit job kan fylde lige så meget det skal være. Og det er både meningsfuldt og spændende. Det er bare ikke sådan et slags liv jeg gerne vil have. Jeg vil have et liv med heste, med venskaber, med sjov og med kunst og kultur. Jeg er glad for mit job, men stjernestunderne er der klart flest af i fritiden. Når jeg er alene og i ro med mig selv. Eller sammen med børnene.
Nu er jeg ikke meget for bare at vente på at noget bliver bedre med tiden. Jeg vil leve mest muligt og bedst muligt hver dag, så jeg arbejder hele tiden på at skabe rum til det som gør mig lykkelig. Og føler mig ganske heldig fordi jeg ved hvad det er.
Voksen 4.0 
Jeg forstår så godt, at du har behov for alenetid. Det havde jeg pudsigt nok i noget højere grad dengang jeg arbejdede, end jeg har nu, hvor John og jeg er sammen 24/7. Temmelig ulogisk, men måske fordi jeg var så meget ‘på’ på abejdet, så jeg trængte mere til at slappe af og være helt mig selv.
Tingene ændrer sig … jeg har aldrig følt mig mere hjemme end her, hvor jeg kun har boet i små seks år af mit efterhånden lange liv.
Det er ret spændende, det med hvad det er, som giver følelsen af hjem. Der er nok mange faktorer i spil. Jeres sted ved fjorden ser dejligt ud på billederne, og det lyder til at I virkelig forstår at nyde livet, så det kan man kun glæde sig over at få lov at følge lidt med i.
Dejligt indlæg, Laura. Og med børn, der pludselig kan klare meget selv, bliver der plads til at mærke, hvad du gerne vil have mere af i dit liv. For mig blev det tydeligt at jeg ikke var færdig med sygeplejen, og det er jeg stadig så glad for at det lykkedes mig at komme tilbage til sygeplejen.
Tak.
Det ville da virkelig også have været et tab for sygeplejen hvis ikke du var kommet tilbage med ny energi til at udvikle dit fag. Det er stærkt gået.