Hestetransport

I går hentede vi B og Litla hjem fra ridelejr. De har haft en skøn uge. Det er 6. eller 7. gang B er afsted, og ca. 4. gang med egen hest. Hun er meget hjemmevant deroppe, og er ved at være en af de store.

Vi har ingen hestetrailer, og vores bil har lige knapt med motorkraft til at trække en hest. Nogengange har vi lånt os frem, men der er faktisk ikke længere end at hun uden sagtens kan ride hjem. Hun har brug for at have en voksen med, for de skal passere både en jernbane og en motorvejsbro.

Vi har taget turen et par gange med B til hest og mig på cykel. I går havde T beredskabsvagt, så mindstemanden H var også nødt til at være med til at hente storesøster og hest. Altså skyndte jeg mig hjem fra arbejde, parkerede bilen og skiftede til Christianiacykel, hentede H i børnehaven og cyklede videre til rideskolen. B sadlede sin hest, men vi fik kuffert, sovepose og striglekasse proppet i cyklen, og så begav vi os hjemad som en lille karavane.

T passerede os i bilen og tog et billede. Måske ikke det mest flatterende af mig, men det viser situationen. Det var vældigt hyggeligt, og jeg elsker at vælge de simple løsninger og at få ting til at lykkes med de umiddelbart forhåndenværende redskaber. Vi kunne godt have fået hesten transporteret på den ene eller anden måde, men hvorfor skulle vi, når nu vi kunne klare det selv. Det tog et par timer, men jeg kan faktisk ikke komme på noget mere nyttigt at bruge min tid på end at være sammen med to af mine børn, mens vi flyttede vores hest, snakkede og nød den fine natur undervejs.

Reklamer

Sheltertur

Vi har været på sheltertur. Det var vi også sidste år, og som bekendt er to events lige hvad der kræves for at have en tradition. Så det har vi nu. Vi er mine tre børn, deres fætter K og jeg.

Vi besøgte Verdenskortet ved Klejtrup Sø. Det er et rigtigt fint sted. En lille park med hoppepuder, legeplads, verdenskortet og små både. Ingen larmende forlystelser, men lige tilpas med underholdning.

Eftermiddagskaffen blev nydt med kager B havde bagt. K på ti år tænkte lidt over hvem der måtte vælge først. Han endte med at konkludere sådan her: “Der er ingen som må vælge først. Det er vores fælles tradition, så ingen af os er mere gæst end andre”. Det var en fin tanke syntes jeg.

Jeg havde hjemmefra planlagt overnatning i shelters i Klejtrup Bypark, men de faldt ikke i børnenes smag. “Her er jo ikke flot natur” sagde de. Helt rigtigt, men jeg vidste slet ikke at det var en vigtig parameter for de 9-11 årige.

Heldigvis er fætter K god til at sige sin mening på en konstruktiv og ordentlig måde. Det betød at mine børn fik mere mod til også at tilkendegive deres forbehold, og at vi sammen kunne beslutte at lede efter alternativ overnatningsmulighed.

Vores andet forsøg, et shelter bag en spejderhytte tæt på Sdr. Onsild viste sig at være helt perfekt. Der findes et utroligt mange shelters rundt omkring i Danmark. De fleste frit tilgængelige, eller mod symbolsk betaling, og rigtig mange med adgang til både vand og toilet. De er nemme at finde via Naturstyrelsens hjemmeside.

Natten var kold, og mindstemanden på fire måtte ned i min sovepose for at holde varmen ud på morgenen, men det var megadejligt at være på tur og høre børnene udfolde deres fætter-kusine relation.

At jeg så ikke rigtigt kan sove når jeg føles jeg skal vogte over en hel flok i fri natur er et mindre problem som kan indhentes dagen efter.

Planen var besøg på Fyrkat på dag to, men efter den kolde morgen kunne vi hurtigt blive enige om at det ikke var så tiltrækkende. Vi enedes i stedet om morgenmad på Rold Storkro, før vi satte K på toget hjem mod Aarhus og en forhåbentlig varm og blød sofa.

Verdens bedste Litla

Der har været dyrskue på Ferslev skole. I dagene op til dyrskuet arbejdede børnene i grupper på oplæg og plancher om deres yndlingsdyr. Det hele kulminerede med en fremvisning af hunde, katte, kaniner, leguaner, marsvin og en enkelt hest. Verdens bedste Litla Bjørk.

Jeg har kendt mange heste i mit liv, men ingen som Litla. Hun er B’s allerbedste ven. Glad, arbejdsvillig og dygtig, men også den mest pålidelige hest man kan tænke sig. B lærer en masse sammen med hende. Hun bliver en sikker rytter, men hun får først og fremmest bunker af livsglæde og selvtillid.

Jeg er glad og taknemmelig for at de har hinanden. For mig er hest stort set lig med lykke, og jeg har på fornemmelsen at B har arvet den gave.

Der kommer en dygtig ung rytter og underviser dem en gang om ugen. Sidste gang kiggede jeg på, og det hele spillede for dem. Litla forstod B’s signaler, sænkede halsen, løftede ryggen og kunne derved træde bagparten ind under sig og løfte forparten. B kunne pludselig mærke hvad det er vi mener når vi siger løft og samling. Det er den vildeste oplevelse af kraft og kontrol. Hun var fuldstændig høj bagefter.

Det betyder meget for mig at vi kan give hende netop det. Heste og ridning har haft enorm betydning i mit liv, siden jeg var 7 år. Jeg er heldig og priviligeret ikke bare at have mulighed for at dele det med min datter, men også at give hende muligheder som jeg ikke havde som barn.

Vi har rammerne til at kunne have heste hjemme, og økonomi til at vi uden problemer kunne købe en færdiguddannet, velredet hest. Mange ryttere starter med en pony eller hest som af den ene eller anden grund ikke kan hjælpe deres udvikling som rytter. Heste er dyre, og forældre kan ikke vide om interessen vil holde. Litla var bestemt ikke en meget dyr hest. De koster nemt både 2 og 3 gange mere, men hendes niveau er højere end B’s og det er i virkeligheden det det handler om.

EHA i smukke Amsterdam

EHA står for European Hematology Association. I disse dage afholdes den årlige kongres i Amsterdam.

Der er altid lidt rock-koncert over de store internationale kongresser, med lysshow og hype, men her søndag morgen er vi så ikke mange til stede.

Der er masser af spændende faglige nyheder, men ikke noget som har blæst mig bagover. Det hotte disse år er cellulær terapi. Altså behandling hvor man høster patientens egne immunaktive celler, ændrer dem i laboratoriet, så de er programmeret til at angribe den ondartede sygdom, og giver dem tilbage til patienten.

Det er spændende, og overmåde fascinerende, men stadig så meget i sin vorden at det ikke kommer til at ændre vores daglige arbejde de næste mange år. Der er stadig for mange praktiske og økonomiske udfordringer. Og for mig at se alt for tunge bivirkninger, til at det er et realistisk tilbud til virkelige patienter. Kliniske forsøg bliver udført på en meget selekteret patientgruppe, hvor alle med konkurrerende sygdomme er sorteret fra. Derfor er de lovende resultater som bliver præsenteret på de store kongresser sjældent direkte overførbare til den daglige kliniske praksis.

Moderne patienter kan læse om de her resultater på internettet lige så hurtigt som de bliver offentligtgjort. Det fører desværre ind i mellem til kommunikative udfordringer i dagligdagen. Patienterne ved at der findes nye eksperimentelle behandlinger, men ikke nødvendigvis at disse behandlinger ikke er et tilbud til mange af virkelighedens patienter. De er ikke tilgængelige for ældre, for patienter med konkurrerende lidelser eller patienter hvor der findes et etableret behandlingstilbud som har bevist rimelige resultater. Det kan give anledning til mange skuffelser, frustration og konflikter.

Amsterdam er en af de mest charmerende byer jeg kender. Her er en helt særlig stemning. Byen er ikke større end at det er muligt at gå til det meste. Kongresdeltagelse levner ikke meget tid til sightseeing, men på gåturen fra metro til hotellet fører mig langs en af de fine kanaler og over et lille torv med statuer af Rembrandt og motivet fra hans berømte maleri Nattevagten.

Grå hår

Lene skrev om grånende manke og lyse striber. Det gav mig lyst til at tage et billede af min grånende tinding.

Jeg er nemlig helt glad for den, og det er nærmest lidt sært. Da min mor fik de første grå hår blev hun trist, men sådan har jeg det ikke. Jeg synes det ser godt ud, og passer til mig og mit liv.

De altid rodede øjenbryn er værre, men jeg er endnu ikke blevet så voksen at jeg helt gider at passe dem. Måske en dag når jeg ikke har småbørn mere.

Jeg har det virkelig godt med der hvor jeg er i mit liv. Det er skønt at være ude over etableringsfasen. Jeg har den helt rigtige mand, de børn jeg skal have, det hus jeg forhåbentlig skal bo i i mange år og virkeligt mange af de elementer i mit liv som jeg gerne vil have. Ikke alt er perfekt selvfølgelig, men der er alligevel kæmpe forskel på at skulle optimere og finpudse, frem for at skulle starte det hele. Studietiden og ungdommen var også aldeles skøn, men jeg nyder virkelig at være landet i lige præcis det her liv som T og jeg har skabt for os selv.

Derfor synes jeg også at grå stænk passer så fint. Jeg har tjent mine striber og de vidner om voksenliv, og måske endda en smule visdom.

Bygningsbedømmelse med Ásta Ósk

DSC_0398

Det er nu et år siden jeg købte Ásta Ósk. Hun udvikler sig med rivende hast. Som en rigtig teenager.

Jeg synes hun er mageløst smuk, og nyder at se på hende hver eneste dag. Jeg har bare ikke specielt meget forstand på islændere, så i sidste weekend tog vi hende med til vejledende bygningsbedømmelse på Nordjysk Ridecenter.

For os er hun den fineste lille hest, men for at få ide om hvorvidt det kan betale sig at sende hende i træning med henblik på eventuel kåring havde vi brug for en uvildig vurdering.

DSC_0385

Hun klarede sig fremragende. Blev bedste 2 års og opnåede samlet karakter på 8,08 hvilket er rigtigt flot.

Nu glæder jeg endnu mere til at følge hende de næste par år og planlægge hendes træning og tilridning.

DSC_0396

Fyrkat

Efterårsferien var virkelig god ved os i år. Storedrengen sagde flere gange “den her ferie føles længere end en sommerferie”. Jeg tror det føltes sådan, fordi vi lavede uvant meget sammen.

I stedet for “hvad skal vi have ordnet?” insisterede vi på at temaet skulle være “hvad vil vi gerne?”. H ville gerne legeplads. Det var til at finde ud af. For at det også skulle være lidt spændende for os andre, fandt vi en for os uprøvet i Vaarst. Den ligger i en nedlagt grusgrav og kan anbefales til børn i alle størrelser, og voksne med hang til pæne omgivelser.

En hel dag blev brugt ved Fyrkat Vikingemuseum. Trods det nåede vi slet ikke at se det hele, men vi havde en skøn dag.

DSC_0321

Det var i høj grad takket være engagerede frivillige vikinger, som beredvilligt delte ud af deres viden og passion. Vi var med til at trække en båd på træruller fra fjorden til dens vinterplads, vi kæmpede med sværd, lavede filtbolde og hørte om plantefarvning og nålebinding.

DSC_0359

Det er da mageløst at der findes voksne som gider bruge en fridag på at levendegøre historien for familier som vores. Og endda så ud som om de hyggede sig med det.

Hjemme igen

To års pendling er slut. Fra 1. september er jeg igen ansat på Aalborg Universitetshospital. Det betyder 15 timer mere i mit liv om ugen, og det kan mærkes. T er ikke længere funktionel alenefar. Jeg kan deltage i at hente og bringe til børnehaven, og er til stede i de vigtige eftermiddagstimer hvor skoledagens oplevelser skal vendes og bearbejdes.

Dertil kommer at jeg kan sove i min egen seng når jeg har vagt, og at jeg har lidt højere vagthyppighed, hvilket passer mig strålende, fordi det udløser flere afspadseringsdage.

Hende her får meget mere opmærksomhed, og det nyder hun tydeligvis. Hun er et virkelig positivt indslag i mit liv. Jeg nyder meget at arbejde med hende, og vi går i skoven sammen så snart jeg har tid.

B har mere eller mindre overtaget vores tilredne hest Litla Bjørk. De to er et virkelig godt par. Vi kunne ikke ønske os bedre lærehest til hende.

København med ældstesønnen

M og jeg er taget til København. For at se landets hovedstad, og for at være alene sammen et par dage. Det er fantastisk at lave noget med børnene enkeltvis. Der bliver plads til så mange ord, når der ikke er konkurrence fra søskende. Han taler næsten uafbrudt. Og jeg synes jeg lærer ham at kende på en ny måde. Selv om vi lever nært forbundne i det daglige, har vi aldrig før været på tur i flere dage bare os to.

Mange timer uden andre end hinandens selskab gør noget helt særligt. Jeg ser mere af ham, når det ikke er afbrudt af daglige gøremål og indblanden fra hans søskende og far. Han er vildt sjov og sød.

Vi tog med toget herover. Det tager fem timer fra Aalborg, men det var et lille eventyr i sig selv. Vi kiggede ud af vinduet, læste lidt, snakkede med en baby på sædet overfor, spillede og spiste madpakke. Det gik forbavsende hurtigt.

Fra Hovedbanegården gik vi direkte i Tivoli og på konditori. Klart et af turens højdepunkter for M. Selv om kagerne ikke var de mest spændende, syntes han at det var mægtigt at gå ud for kun at spise kage (vi havde jo fået rugbrødsmadder i toget).

Han syntes vores værelse skulle være mere hyggeligt. Vi havde ikke noget at pynte med, men han formåede alligevel at lave det fint med indholdet af tasken.

Morgenmadsbuffeten skulle også foreviges. Hvilken gave er det ikke bare en gang imellem at kunne spise sammen, med mulighed for selv at vælge, og al den tid vi kunne bruge.

Dagen er brugt på kanalsejlads, en tur omkring Christiansborg, Rundetårn og en masse spadseren i byens fine små gader.

I morgen tager vi flyet hjem. Hverdagen venter. M skal i skole. Jeg har yderligere et par fridage før jeg skal på arbejde igen, men de er fyldt med tandlæge, skole-hjemsamtaler og alt det andet som udgør familiens drift.

Det er helt ok. Jeg kan godt lide mit hverdagsliv, men jeg vil huske at finde tid til flere aleneture med mine børn. Det er virkelig stort.

Heste

Svala og M helt på bølgelængde


Der er flyttet heste ind hos os. De har ændret mit liv. Mere end man skulle tro. Det var et af mine livsmål, så allerede af den grund var det en fantastisk følelse at få dem hjem på egen mark. Vi fik dem sidste forår, så de har allerede boet hos os over et år.

Deres impact er intet mindre end fantastisk. Jeg bliver simpelthen så meget gladere af at have heste i mit liv. 

Det startede med Svala herover. Hun er skadet og kan ikke rides, så hun har været selskabshest og foldbums hos os. Svala er nu rejst videre til ny familie som manglede en makker på marken til deres vallak.

Hurtigt blev lysten til en hest som B og jeg kunne ride på så stor at vi måtte have en mere. I sommeren 2016 købte vi derfor Litla Bjørk. Hun er hele familiens hest, og den opgave er hun som skabt til. Hun er rolig, erfaren og veltilredet. Hun har prøvet det meste og lader sig ikke skræmme af ret meget. Hun er frisk nok til at jeg synes hun er sjov at ride, og samtidig fredelig nok til ikke at være for stor en mundfuld for B.

Efter et år med Litla er jeg lykkeligere, mere afbalanceret og tættere på mig selv. Det lyder næsten fantastisk, men det er sandt. Omgang med heste sætter mig direkte i kontakt med mig selv og minder mig om hvad der er vigtigt i mit liv.

Jeg har også opdaget at jeg vil have min helt egen hest. Så barnlig er jeg nemlig. Det er fint nok at dele, men jeg har brug for en som kun er min. Derfor er Àstà Òsk flyttet til Poulstrup. Hun er kun et år, så der går lang tid før hun skal rides til, men hun er min, og så fin, så fin. Hun bliver stor og kommer til at passe bedre til mig end Litla.


Àstà fik jeg i gave af gæsterne ved min fyrreårs fødselsdagsfest. Min søde mand gav det sidste som manglede. Nu går hun så hernede på marken og minder mig om at jeg nok er mor, hustru og læge, men har en kerne som behøver heste og natur for at kunne trives.