RSS Feed

Slow food

Posted on

Vi har købt ind til julemiddagen. Mens vi venter på kulde og nissemænd morer vi os over de pudsige fugle. Gæs har ry for at være bidske og aggressive. Det har vi ikke set noget til endnu. De er ikke ligefrem håndtamme, men vi kan sagtens tage dem op. Til næste år ønsker jeg mig en varmelampe, så jeg kan købe dem daggamle. På den måde burde det være muligt at gøre dem mere tamme. 

 Gåseburet har jeg fået af de to store børn. Deres far har hjulpet med byggeriet. Det er godt og solidt, og jeg er glad for at kunne lukke dem inde om natten. Vi har nemlig nærgående ræve i nabolaget.

Et figenblad

Posted on

image

 

Lillebror M lærte at cykle før sin storesøster. Hun prøvede at fortælle mig at hun faktisk ikke interesserede sig så meget for det der cykling, men jeg tror nu alligevel at det gik hende lidt på. Cykling har været en udfordring for hende, for balance er ikke hendes stærkeste felt, og hun er også lidt bange for at slå sig.

Børn finder på forunderlig vis løsninger på det meste. Hendes blev at klæde sig ud som sin lillebror og låne hans alt for lille cykel. Måske hans tøj, og den sorte elefanthue (jeg ved ikke lige hvor den kom ind i billedet) gav hende en smule af hans gå-på-mod. Pludselig kunne hun, og nu cykler hun også friskt afsted på sin egen cykel. som passer noget bedre i størrelsen.

En klog fætter

Posted on

Vi har været til familiefest. Et træf i Vestjylland for Anna og Krestens efterfølgere. Anna og Kresten var min farmor og farfar, så det var faster og farbrødre, fætre og kusiner plus en hel masse børn.

Festen var lige som familiefester skal være. Uformel og afslappet. Voksne sad og stod rundt omkring. Snakkede og opdaterede hinanden. For manges vedkommende var der gået rigtigt længe siden sidst. Børnene legede. Inde og ude og på kryds og tværs. Der blev både spillet bold og snittet i træ.

En af mine fætre var der med sine fire store, smukke børn. Dem har jeg aldrig før mødt, og han har aldrig mødt mine, så det må nok være mindst femten år siden vi sidst har set hinanden.

Han gjorde stort indtryk på mig, med sin måde at møde mit barn. Han satte sig ved siden af hende, gav hende hånden, præsenterede sig og spurgte om de mon havde mødt hinanden før. Derefter fortalte han om hvem han var og spurgte til hende.

Han mødte hende med andre ord som et ligeværdigt menneske. Det overraskede mig hvor bemærkelsesværdigt det var. Hvor anderledes end normen det forekom. Lige der blev jeg bevidst om hvor tit voksne ikke møder børn på den måde. Hvor tit vi enten kommer til at udspørge eller docere, istedet for bare at samtale åbent og interesseret. Lytte og spørge, men også give noget af os selv. Det var dejligt at se og min lille pige reagerede ved at glemme al generthed og slappe af i situationen.

Sommerbarselslykke

Posted on
Ren idyl

Ren idyl

Livet er smukt. Det er en gave at leve tæt sammen med ham her. Han er 8 kg ren kærlighed. Han vil elskes og passes på, og intet andet. Han har ingen bagtanker og ingen skjulte hensigter.

Dagene går med alle mulige praktiske gøremål. Drift af familie og ejendom, men stunder hvor vi bare ser på hinanden, eller som i går hvor han pludrede med kirsebærtræets blade til han faldt i søvn der på solsengen, giver det hele den dybeste mening.

Transport

Posted on

Nogengange er patienter bedst hjulpet på et andet sygehus end der hvor de først er blevet indlagt. Det er når den sygdom de lider af er så sjælden at behandlingen er centraliseret og kun foregår et eller få steder i landet, eller når der er behov for genoptræning og rehabilitering som med fordel kan udføres på et lokalsygehus tæt på patientens hjem og pårørende.

I de situationer kan det ske at indlagte patienter skal på landevejen. I de allerfleste tilfælde sender vi bare pænt afsted i fuld tillid til at redderne i ambulancen klarer transporten og får afleveret patienten godt og sikkert på modtagende afdeling.

I enkelte tilfælde er der dog behov for lægeledsaget kørsel. Når patientens tilstand vurderes så ustabil at der kan være behov for behandling undervejs. I sådanne tilfælde tager anæstesiologerne gerne afsted, for de er eksperter i at stabilisere og sikre de vitale funktioner. Sjældent er det en medicinsk læge der er behov for, men det sker nu og da, og så kan en som jeg komme på landevejen.

Sådan en situation var jeg i for ikke så længe siden. Vi havde en patient som skulle akut til Skejby Sygehus hvor de har eksperter i lige netop denne patients sygdom. Patienten var dårlig, så vi kørte kørsel 1. Det betyder fuld fart med blå blink og sirene. På den måde kan man køre fra Aalborg til Skejby på ca. 45 min.

Det gik godt. Patienten kom frem uden de store problemer undervejs. I ambulancen var patienten, en narkosesygeplejerske, to reddere og jeg. Det er tæt bag i en ambulance. Pladsen er udnyttet ud i alle hjørner, og man sidder tæt, så alle bevægelser skal være koordineret med de andre. Stemningen er koncentreret og afdæmpet, men god, fordi alle fokuserer på samme sag. Det er en enorm tilfredsstillelse sammen at lykkes med at hjælpe et svært sygt menneske frem til den bedste behandling. Og i virkeligheden sjældent at kunne arbejde så fokuseret på en eneste opgave.

En almindelig arbejdsdag består af mange forskelligartede opgaver, og ofte mere eller mindre oven i hinanden. Det er mange kontakter, idelige forstyrrelser, diagnostik, møder, behandling og administration i en pærevælling. Det er oftest sjovt og givende, men kan også være stressende da der er evig fare for at miste fokus, og glemme hvad man lige var i gang med.

På en transport er der kun et mål og en opgave, og det er en spændende afveksling. Især når det går godt, som det gjorde i dette tilfælde.

ambulance4

Nyt liv

Posted on

Her er kommet nyt liv i huset. Og med lidt held kan der også komme liv i bloggen igen.

Det er over et år siden sidste post. I den tid har jeg bygget på ham her, og i slutningen af januar var han klar til at komme ud til os.

DSC_0403

 

Han er selvfølgelig allerede meget større og meget mere vågen. Han er en solid dreng som vejede 4500 g ved fødslen og nu allerede er stærkt på vej mod de 8 kg.

Hvis jeg kunne bremse tiden bare en lille smule ville jeg ikke tøve et øjeblik, for det går så stærkt og dagene med en ganske lille baby er så fine.

Begravelse – med livsglæden selv i hånden

Posted on

I går fulgte jeg Limfjordens sydlige bred tværs over Jylland sammen med min store, lille dreng. Anledningen var den tristeste, nemlig en begravelse. Vi skulle sige farvel til min faster, og sammen med hendes efterladte mand, børn og børnebørn få skabt en mindeværdig sidste højtidelighed for et usædvanligt varmt og tilstedeværende menneske.

Det blev en god tur, trods den tunge anledning. Fordi det var en smuk ceremoni, som slog tydelig fast at hun var højt elsket og vil blive savnet, og fordi den nærmeste familie stod stærkt og smukt sammen midt i al den pludselige uventede døds gru.

For mig helt privat også fordi min ikke længere så lille søn var helt fantastisk.

Det var den første begravelse han deltog i mens han var stor nok til at forstå hvad det handler om. Vi talte meget om det i bilen. Om hvad der var sket, om hvordan begravelsen foregik og om at mange ville være kede af det og græde. Også dem som er tæt på ham; hans bedsteforældre, mostre og morbror, og jeg selv. Han var fattet, nynnede med på salmerne efter bedste evne, og sad så roligt i kirken som det overhovedet er muligt når man er fire år og fuld af både energi og videbegær.

Han kunne ikke være helt stille. Der var spørgsmål som måtte ud, også under præstens tale: “Mor, hvem er ham som hænger på væggen?” og “Mor, hvor er præstens nisse?” (?!), men det foregik med sænket stemme for han kunne både se og fornemme at det var tid til at sidde stille og tale dæmpet.

Jeg anede faktisk ikke at han er blevet så stor at han godt kan mærke hvornår han skal tage hensyn. Han virkede endda til at have besluttet sig for at være den som skulle trøste mig, så da tårerne trillede  i kirken lagde han stille sit lille hoved ind mod mit.

Dejlige, dejlige dreng.
IMG_9681

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.