Pippi

Pippi

B har mistet sin elskede kat. Pippi blev præcis 1 år gammel.

Vi fandt hende mærkeligt slap og halvsovende på græsplænen i eftermiddag. Hun kom med ind og så ud til at få det bedre da hun havde fået mad og vand. Til aften mens børnene og jeg var i byen hørte T hende kalde og fandt hende afkræftet igen. Hun drak lidt vand, kastede det op igen, krampede og døde.

Vi voksne syntes nok hun var en lidt irriterende kat. Altid kontaktsøgende og om benene på os så vi ofte var ved at snuble over hende. Det betød dog ikke det mindste, for B og hende var så gode sammen. Det var B’s første kæledyr og hun tog ejerskabet og ansvaret meget alvorligt. Pippi kvitterede ved at komme styrtende når hun kaldte og ville altid helst ligge hos B.

Sorgen er selvfølgelig overvældende. Når man er fire år og mister sin bedste ven koster det mange tårer og giver anledning til mange spørgsmål. “Kunne hun mærke at hun døde?”, “Hvorfor skulle hun ikke leve til hun blev meget gammel?”, “Lukker hun sine øjne når hun er kommet ned i jorden?”, “Hvorfor løber der tis ud af hende, og bliver blodet derinde?”.

Sorgen er meget ren. Hun græder de tårer der nu er, og kommer så videre til de mere praktiske overvejelser. Der er ingen vrede eller skyld. Smerten kan hun udtrykke i gråd, som det er naturligt for hende. Vi kan støtte og trøste, men hun arbejder sig selv igennem følelserne. Stærkt, enkelt og smukt.