Tænk hvis jeg kun er halvvejs?

Af grunde jeg ikke kender, har jeg aldrig forestillet mig at skulle blive særligt gammel. Måske fordi min mor døde ung. Måske fordi jeg ofte møder den alt for tidlige død på mit arbejde. Måske en lillebitte smule fordi jeg har en indre dramaqueen, som på en eller anden måde nemt kan se det fulde udtræk af sorg og store følelser, som livstruende sygdom også er, for mig. Jeg ved det ikke, men jeg har levet fint med det, og aldrig været bange eller bekymret.

Nu nærmer jeg mig den alder min mor havde da hun døde, og nu, for et par måneder siden slog en tanke ned i mig. Tænk hvis det ikke bliver sådan? Tænk hvis jeg kun er halvvejs og bliver en gammel kone på over firs. Sikke alt det jeg så kunne nå.

Heldigvis ved ingen hvad fremtiden bringer, eller hvor længe vi hver især har igen. Jeg glæder mig til resten af mit liv uanset hvor langt det så bliver. Jeg glæder mig til større børn, mere tid til mig selv og til hest, og mere stabilitet i mit arbejdsliv.

Smukke Ásta er klar til at blive redet til. Det bliver så spændende.

Om få uger er jeg speciallæge i hæmatologi. Det har jeg vist aldrig tvivlet på jeg ville nå, men jeg kan tydeligt huske da det føltes så langt ude i fremtiden at det nærmest var utopisk.

Yngste fyldte fem. Der blev ikke sparet på farverne i de hjemmekomponerede kager.