Drakamöllan 

Det begyndte med at Liselotte viste en kogebog, Drakamöllans køkken, på sin blog. Senere ønskede jeg mig bogen og fik den af mine svigerforældre. Så forelskede jeg mig i stedet på afstand, via billeder og tekst. Endnu senere fyldte min søster fyrre, og min gave til hende var en weekend på Drakamöllan

Så gik der næsten to år og så, i slutningen af juni, var vi klar og besøgte stedet. Det var heldigvis ret meget som jeg havde forestillet mig. Stille, smukt og rart. Et blødt tæppe at svøbe sig i og være væk fra verden et par dage. Der var ikke en lyd, ud over vinden i træerne og masser af fugle.


Der var rislende vand, en uendelighed af skov og rigeligt med tid. Især det sidste er en alvorlig mangel i mit liv.


Vi gik tur, hver for sig og sammen. Vi talte en del, en strikkede lidt og en anden fik vist læst lidt i sin roman. Vi var sammen med hinanden, men også med os selv hver for sig. Det var som det skulle være, og stedet kan i den grad anbefales. Jeg tror mit næste besøg skal være på kærestetur med T.

Reklamer