Tæt på

Der har nok stået UT på motorvejen på tavlen i skadestuen. Det var tæt på. Tæt på at  syv børn mistede deres mødre, og tre mænd deres koner. Tæt på at Aalborg mistede tre yngre læger. Og jeg var en af dem.

Det var så tæt på, og så skete der faktisk slet ingenting. Bilen rullede rundt, og bliver aldrig bil igen. Vi lærte at være taknemmelige. Mest for livet, men lige da det skete mest for sikkerheden i en moderne bil.

Smadret bil

Det er et par måneder siden. Jeg er tilbage på motorvejen. Kører et par hundrede kilometer hver dag mellem Aalborg og Aarhus. Jeg lægger mærke til stedet hver eneste gang jeg passerer, men det er blevet hverdag igen. Jeg er ikke længere bange, men nok ekstra opmærksom. Det vil jeg sikkert blive ved med.

Jeg synes det er en vedvarende udfordring at dosere frygten i hverdagen. Lidt for mig selv, men mest for mine børn. Hvordan er man på en gang opmærksom, når det er rationelt, og samtidig tilstrækkeligt tillidsfuld og modig, til at livet ikke bliver domineret af frygt? Hvordan tøjler jeg min moderlige ængstelse, så mine børn ikke bliver grundlæggende bange for at være i verden?

Jeg vil ikke være moren som hele tiden råber “pas på”, men jeg vil selvfølgelig helst heller ikke se dem komme alt for alvorligt til skade. Børn kan mere end vi tror, og de kan heldigvis holde til det utroligste, så jeg øver mig i at erstatte “pas på” med “vær opmærksom”, så mine børn kan lære at stole på deres egen evne til at agere på en fornuftig måde i alle situationer.

Advertisements

4 thoughts on “Tæt på

  1. Puha Laura, godt at du i dag kan sidde og skrive det indlæg. Det er jeg taknemlig for. Og jeg syntes også det var svært at balancere mellem at være opmærksom og overbeskyttende. Du beskriver det så godt med dine små ord, der er jo en forskel mellem pas på og vær opmærksom.
    God weekend til jer

    • Tak Lene. Det er jeg også virkeligt taknemmelig for. Der er ikke så meget godt at sige om at køre galt, men hvis det skulle være, ville jeg nok sige at taknemmeligheden for livet og opmærksomheden på alt det smukke og sande, er værd at tage med sig videre.

  2. Billedet forstærker din fortælling om oplevelsen, så jeg fik lige gåsehud en gang til. Det er uhyggeligt, så kort afstand der er mellem almindelig hverdag og katastrofe. Det prøver jeg også at lære mine børn, der nu er store og går i byen i det københavnske natteliv en gang imellem. Der skal ingenting til, før en dejlig dag bliver vendt til noget andet, så man skal nyde det, samtidig med at man er opmærksom. De griner af min svada, når de går ud af døren – vennerne får den også – men jeg håber bare, den hænger ved, når situationen opstår (drik nu ikke for meget, efterlad aldrig nogen, gå ikke alene hjem, pas på hinanden, hjælp dem, der har brug for det, men gå ikke hen til noget, der er ved at udvikle sig til noget grimt, og hyg jer så).

    • Uhh, børn som går i byen. Godt der er nogle år til jeg skal forholde mig til det. Jeg bliver sådan en mor som ikke sover ret godt før jeg ved at de er hjemme i sikkerhed igen. Til gengæld tror jeg min datter bliver en rigtig rebelsk teenager. Det varer sikkert ikke mange år før hun kommer hjem uden hjelm bag på en tunet knallert.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s