I svømmehallen

Min datter hører ikke til de dumdristige. Hun tænker og ser alle situationer an, før hun begiver sig ud i noget. Ulig de fleste andre to-årige jeg har kendt har hun ikke blå mærker alle vegne, for hun gør ikke noget, hun ikke ved om hun kan klare og slår sig derfor sjældent. Jeg kunne nogen gange godt ønske for hende at hun havde mere mod på at kaste sig ud i projekter hun ikke er hundrede procent tryg ved, for hun kommer nogengange til at sige nej for en sikkerheds skyld. Dermed går hun glip af noget som hun nok ville have nydt hvis hun havde haft modet. Jeg vil forfærdeligt nødigt presse hende ud over hendes grænse, for af angst lærer man helt sikkert ingenting. Hun er som hun er, og selvfølgelig helt og aldeles perfekt.

Vi kan se svømmehallens tag fra vores vinduer og hun taler ofte om at hun gerne vil derover. Når vi er der svigter modet dog, og hun er ikke meget for at skulle have tøjet af i omklædningsrummet. Den del af det har vi fundet ud af og vi kommer igennem omklædningen uden tårer. Således også i dag, selv om hun forsikrede mig om at hun ikke skulle bade, men bare kigge på. Det har jeg lært at lade være med at kommentere.

Mange vil nok tro det er løgn, men hun har faktisk aldrig sluppet os når vi har været i vandet. Hun vil gerne ned i det når vi kommer derind, men på armen af os. HELE tiden. Indtil i dag. Vi var der alle fire, så hun var skiftevis hos sin mor eller far. Lillebroderen var med for første gang, så efter en halv times tid var han træt, og T og han gik hjem. B og jeg blev tilbage, i det lille bassin hvor hun netop kan bunde. Jeg viste hende at fødderne kunne nå bunden og hun opdagede at det var sjovt og anderledes at gå i vandet. Hun blev optaget af noget legetøj og pludselig tog jeg chancen og slap hende. Hun blev bange et ganske kort øjeblik, men opdagede så at hun godt kunne, og efter få minutter havde hun også indset hvad den nye frihed gav af muligheder. Pludselig kunne hun bevæge sig rundt i hele bassinet og var ikke begrænset af at skulle have en forælder på slæb.

Det var stort og fint. Jeg sad pludselig der, helt arbejdsløs og inderligt stolt af min lille pige som hoppede og dansede på egen hånd i vandet.

Gid vi altid må evne at udfordre hende så hun lærer at hun kan selv, uden at kaste hende ud på for dybt vand så hun bliver bange.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s