Fødselsdag

Jeg har en slags fødselsdagstraume. Ikke fordi jeg har det fjerneste imod at blive ældre, men fordi jeg synes at det er lidt svært at holde fødselsdag. Så langt tilbage som jeg kan huske har jeg frygtet at mine børnefødselsdage ikke var lige så sjove, spændende, hyggelige etc. som de andres. En del af dem endte da også med at jeg sad et eller andet sted og græd sammen med en uforstående voksen. Jeg havde den her udefinerbare følelse af at det ikke var godt nok, men kunne ikke forklare helt præcist hvad det var jeg ønskede mig anderledes.

Senere i mit liv har der været vellykkede fødselsdagsfester, men også en del som jeg ikke har været helt tilfreds med. I en periode lod jeg bare være med at markere dagen, men det føltes heller ikke helt rigtigt. Jeg kan i virkeligheden forfærdelig godt lide at blive fejret.

T er mesterlig til at fejre fødselsdag for mig, og i de år vi har været sammen, har jeg været tilfreds med næsten alle fødselsdagene. De få jeg har været ked af var ikke hans skyld. Han kan få dagene til at være noget helt særligt, uden at der nødvendigvis sker så meget. Han fejrer mig, hygger om mig og får mig til at føle mig elsket, villet og forkælet. Under min første barselsorlov var der en skattejagt herhjemme, som jeg kunne bruge dagen på imens han var på arbejde. I år havde han fokuseret på at det skulle være nemt, så hele dagen kunne nydes sammen alle fire. Ingen forberedelser og ingen komplicerede aktiviteter, bare hygge sammen med børnene, rundstykker fra bageren, en gåtur, leg i stuen, kagebageri og til sidst sushi. Perfekt dag på den virkeligt ukomplicerede måde.

Selv om det er skønt at blive fejret af mand og børn, vil jeg også gerne lære at holde fødselsdagsselskaber. Og jeg vil især gerne komme mig over mit “traume”. For et par år siden holdt jeg en fødselsdag med min familie, som jeg på alle måder fandt rædselsfuld. Så meget at jeg svor aldrig at gøre det igen. Det gjorde jeg så alligevel i år og det gik helt vildt godt!

Det var rart, afslappende og vigtigst af alt, så havde jeg ikke på noget tidspunkt følelsen af at det ikke var godt nok eller ikke levede op til mine forventninger. Bevares, det var bare en helt almindelig familiefødselsdag med kage og simpel aftensmad, men for mig var det stort at jeg kunne have min familie på besøg her hos mig og nyde det hele vejen igennem. Og det var en sejr at jeg kunne planlægge det og så faktisk få det til at blive som jeg havde ønsket og forestillet mig.

Jeg fik rigtigt fine gaver. Pakkelegen har jeg præsenteret. Og jeg har vundet 2 gaver som jeg viser frem i et snarligt indlæg.

Af min bror og hans familie fik jeg to nøgler Kauni med tilhørende opskrift. Jeg er meget glad for garnet og har faktisk længe drømt om at strikke noget i Kauni pga. de fine farveskift. Mindst lige så glad er jeg dog, på samme måde som med garnvinden og alle bøgerne, for at min familie med deres gaver signalerer at de ser og forstår min fascination af garn og pinde 🙂

I forgrunden på billedet er det nevøens sømandstrøje. Jeg har lige lavet den første række bobler. Den bliver så fin, så fin.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s