Omstillingsparat

B er vældig glad for sin sut. Hun synes ikke der er noget som helst i vejen for at den sidder i munden al den tid hun ikke lige spiser. Hun synes sagtens hun kan tale, lege osv. med prop i. Der er vi så ikke helt enige…

Den sidste tid har vi forsøgt at trappe lidt ned for sutteriet. Fordi det ikke er til at forstå hvad hun siger, fordi tandlægen anbefalede det, fordi hun bliver mere indadvendt og pylret når hun har den og fordi især hendes mor synes hun ser tosset ud med sådan en plasticknop midt i ansigtet.

Nedtrapningen resulterede desværre bare i at sutten pludselig blev et emne som vi skulle bruge dobbelt så meget energi på. Den blev et konfliktpunkt, et pressionsmiddel og noget hun kunne pylre over om eftermiddagen når hun er træt og bare må pylre over et eller andet. Det var lidt det modsatte af hensigten, så den onde mor (undertegnede) besluttede at vi måtte have en kold tyrker, lave et clean cut. Aftalen blev at sutten bor i sengen. Hun kan have den når hun sover, og hvis trangen bliver for voldsom i dagens løb må hun også sidde i sengen og sutte lidt på den.

Her er det så at jeg kommer til pointen. Jeg blev nemlig (igen) vildt fascineret af hendes omstillingsparathed og adaptionsevne. Havde forberedt mig på mindst en uges brok, plagen og skrigeri, men tirsdag morgen, på dag 2 (!) med de nye regler blev sutten uden videre efterladt i sengen da hun stod op, og det var så det. Ingen problemer og ingen konflikt.

Gad vide om der er vaner som vi fastholder vores børn i, fordi vi er overbeviste om at det vil være vældigt svært og belastende at lave om på?

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s