Villa Vest og Lønstruphus Badehotel

Min søster og jeg konstaterede i september at vi så hinanden for lidt. Det førte til en plan som skal sikre at vi finder plads i to tætpakkede hverdagsliv. Planen består af et system hvor vi både skal ses med familier, og alene vi to sammen. Indtil videre går det supergodt, og jeg får noget af den kontakt og forbundethed som jeg savnede.

Denne gang var vi igen kommet til at skulle noget vi to sammen. Vi var på Restaurant Villa Vest i Lønstrup og overnattede på Lønstruphus Badehotel. De har et tilbud med middag, overnatning og morgenmad. Til rørende 1198. Det var bestemt pengene værd. Værelset var enkelt, men pænt. Omgivelserne var balsam for sjælen og middagen var overraskende lækker og spændende.

Mit kamera blev desværre i tasken, så i må se på restaurantens hjemmeside for billeder af den fine udsigt. Det er som at spise direkte i vandkanten.

Siden jeg flyttede til Nordjylland for snart 6 år siden har jeg savnet den eksperimenterende gastronomi som jeg f.eks har mødt hos brdr. Koch, Malling og Schmidt og på Frederikshøj. Der er selvfølgelig masser af lækker og veltilberedt mad på nordjyske restauranter, men jeg har indtil nu ikke mødt nogen steder i denne landsdel som har turdet gå skridtet videre, forlade det velkendte og lege med gæsternes forventninger til ingredienser og præsentationer.

Det turde Villa Vest, og vi fik god og velsmagende, men også spændende og overraskende mad. Det er det jeg ønsker mig når jeg spiser ude. Desuden en god og passende vinmenu. Der blev plads til både klassiske smagskombinationer som fisk og asparges, mere vovede som hummer og blomkål og endelig den let outrerede, men meget vellykkede persillegranité med hvid chokolade. Jeg glæder mig allerede til at se hvad de finder på næste gang. Jeg tror T og jeg fortjener en lille tur derop. Hvis jeg er heldig kunne det blive for at fejre at jeg forhåbentligt får hoveduddannelse om godt en måneds tid.

Det bedste var selvfølgelig at være sammen med min søster. Det kan heldigvis stadig lade sig gøre at etablere følelsen af dyb samhørighed. Og det gør mig glad. tryg og taknemmelig.

Marken er …

… hverken mejet eller høstet, men det første skridt er taget. Vi har fået pløjet, harvet og sået.

 

Mange, mange processer i vores nye liv på landet, starter med vidensindsamling og læring. Ingen af os har nogensinde skullet dyrke noget i større skala før, så det har taget lang tid at finde ud af hvad vi skulle have i jorden, hvornår det skulle ske, og hvem der kunne hjælpe. Det er en spændende rejse. Der er sået vårbyg blandet med græsfrø, så der gerne skulle være græs i bunden når byggen bliver høstet.

De afgrøder skulle være nemme og ike kræve den store pasning igennem sæsonen. Det er vigtigt for os. Vi har også drømt om roer, majs eller ærter, men tænker at nu starter vi med det her, og høster en masse erfaringer ved det. Så kan det være vi får mod på noget andet senere.

Vores gode nabo har pløjet, harvet og sået. I aften kommer han med traktor og tromle, og aftalen er så at T selv skal tromle det. Det kommer ikke til at vare længe før han ikke kan vente mere med at få sin egen traktor tror jeg.

Aftensang

Min bror gør det, og det ændrede nærmest hans liv. Lene gør det, og beskriver det med stor glæde. Nu gør jeg det også. Løber. Ikke så tit, ikke så langt, og bestemt ikke hurtigt, men jeg gør det. Og nyder det.

Jeg gør det selvfølgelig lidt af de sædvanlige grunde – jeg vil gerne være i bedre form, og kunne godt tænke mig at tabe nogle af de kilo som stadig hænger på efter graviditeterne. Men især gør jeg det for at komme ud i naturen. For at genopdage at naturen, ligesom kunsten og kærligheden, er en af de direkte veje til dyb livsglæde for mig. Jeg kan huske at det var sådan. Jeg kan huske den nærmest øjeblikkelige lykkefølelse når jeg cyklede gennem skoven til min kolonihave i Aarhus. Men det er alt for længe siden jeg har oplevet det. Eller var, for så fandt jeg på at løbe. Og nu er jeg på vej tilbage i den del af mig selv.

Det kræver tilvænning at huske på at det også er en måde at slappe af. Når børnene er lagt i seng og jeg synes jeg fortjener at gøre noget for mig selv, så skal jeg lære at en tur i skoven med løbeskoene på faktisk giver mig mere følelse af forkælelse og egenomsorg end tid tilbragt på sofaen med strikketøjet.

Jeg bevæger mig omkring i det fantastiske landskab lige her hvor jeg bor. I skumringen genlyder skoven af tusinde småfugles aftensang. Det er mageløst.

Ved søen lød en anden musik. Nogle mennesker havde lavet bål og medbragt en ghettoblaster. Jeg kunne ikke se dem, og de kunne  nok heller ikke se mig, men jeg løb forbi med smil på læben. Trangen til at komme ud er et vilkår alle mennesker deler når det er maj og foråret vælder i og omkring os.

Det lykkedes

Der var ingen skæld ud i går. Der var lidt “du må ikke putte spaghetti i håret” og den slags, men det er ikke skæld ud, det er opdragelse.

Nu går vi efter en uge uden heftige udfald.

Og marken grønnes faktisk lige så stille.

Du gør mig ked af det

Det er barsk kost at være mor til et velformuleret barn. Dagen har været uendelig og konfliktfyldt. Børnene hakkede på hinanden og jeg på dem. Nu sover de og jeg sidder her og græder lidt over at jeg ikke kan gøre det bedre.

Jeg elsker dem helt umådeligt, men alt for ofte længes jeg efter at de skal puttes i seng så jeg kan få fred. Og indtil da kommer jeg igen og igen til at forlange alt for meget af dem. Jeg gentager for mig selv “de er kun 3 og 5 år”, men alligevel koger jeg over af irritation når mælkeglasset vælter eller de mister fokus midt i en proces, så alting går i stå. Men de er jo så små, og dygtige og det meste af tiden gør de virkelig deres bedste for at leve op til vores krav og forventninger.

Hvorfor mon jeg så ikke har roen og overskuddet til at sige pyt og være tålmodig. Hvorfor kan jeg ikke altid rumme dem og lade dem hvile i visheden om at de er gode nok som de er. Det er de jo. Jeg er bare alt for utålmodig.

Lille, store B kæmper for at forstå og tilpasse sig. Hun siger undskyld når hun kan fornemme at jeg næsten ikke kan holde det ud, selv om hun jo ikke har gjort andet end at være et barn. Hun prøver at gøre mig glad og tilfreds, og det skærer mig i hjertet, for det er ikke hendes job.

I dag mistede jeg besindelsen på grund af en konflikt imellem børnene om en skammel. M gav sig selvfølgelig til at skrige, men B fik bare tårer i øjnene og sagde “du gør mig ked af det, mor”.

Det kommer jeg selvfølgelig nok til at gøre mange gange i de kommende år. Ligesom jeg kommer til at gøre hende vred og alt muligt andet. Jeg håber bare at det som lejrer sig i hende alligevel på magisk vis bliver tillid til verden og tro på sig selv.

Aldrig mere er for urealistisk et mål, men i morgen vil jeg ikke skælde ud.

Åh grønhed – kom tilbage til mig. Jeg kan snart ikke undvære dig længere

Tillykke med 3 år

Kære M

Du er altid en fest – ikke mindst som hest.

Børnehaverødder

Pludselig har jeg ikke længere et vuggestuebarn, men i stedet to store unger i børnehaven. M bliver godt nok først 3 på torsdag, men institutionen har flyttet en hel gruppe fra vuggestuen sammen op i børnehaven. Det er sket løbende over de sidste måneder, så overgangen kunne blive så nem som muligt. Nu har han nyt rum, skal have madpakke og lære at være mere selvhjulpen. Han er helt klar og frisk på alt det nye.

Efter sommerferien skal de begge flytte børnehave, så de kommer herud hvor vi bor. De er blevet i den gamle institution inde i Aalborg, fordi der var vuggestueafdeling og mulighed for at have dem det samme sted. Nu hvor han bliver tre kan vi flytte dem ud, så B får et år sammen med børnene fra vores område som hun forhåbentligt også kommer til at gå i skole med.

Vi fortalte dem om børnehaveskiftet for nogle dage siden, og jeg blev vildt overrasket over deres reaktion. Ingen utilfredshed eller nervøsitet, men bare glæde over at der nu skel ske noget nyt og spændende. Vi har set billeder fra den nye børnehave på deres hjemmeside, og når vi kommer lidt tættere på startdatoen skal vi også ned at besøge den.

Selvfølgelig bliver det hårdt og sikkert også nogle gange svært at skulle starte i ny børnehave, finde nye venner og lære nye måder at gøre alting på, men jeg er så stolt af at de går til det med oprejst pande og begejstring. B var engang en lidt frygtsom og forsigtig pige. Det er helt væk. Nu er hun et sprudlende, eventyrlystent barn med mod på det hele.